Den hurtigste vej til en rigtig beslutning er, at du giver den. »Spil den til højre.« Det virker med det samme, og det virker kun den ene gang.
Problemet med at give svar er ikke, at svarene er forkerte. Det er, at spilleren lærer at kigge på dig i stedet for at kigge på banen.
Skift kommando ud med spørgsmål
- I stedet for »spil den frem«: »Hvem var fri?«
- I stedet for »du skal presse hurtigere«: »Hvad så du, lige før du gik?«
- I stedet for »stå bredere«: »Hvor er der plads lige nu?«
- I stedet for »godt spillet«: »Hvorfor virkede den?«
Tre regler, der gør det til andet end en fidus
- Spørg kun, når du selv vil høre svaret. Et spørgsmål med ét rigtigt svar, som du allerede kender, er en kommando med spørgsmålstegn. Spillerne gennemskuer det på fem minutter.
- Giv tid. Tre sekunders stilhed føles som et minut, når tyve mand kigger. Vent alligevel.
- Frys spillet, hvis det er vigtigt. Et spørgsmål midt i fuld fart bliver ikke besvaret. Stop spillet, lad alle stå, spørg den spiller der havde bolden, lad spillet gå igen.
Hvornår du skal give svaret alligevel
Når der er fare på færde. Når spilleren er presset og flov. Når I har fem minutter tilbage og skal nå at øve mønstret. Og med de yngste, hvor et spørgsmål let bliver til en prøve. Metoden er et værktøj, ikke en overbevisning.
Det, du får tilbage
Det tager længere tid i de første uger. Træningen bliver mindre pæn, og der bliver flere fejl. Til gengæld begynder spillerne at tale med hinanden på banen i stedet for at kigge mod sidelinjen — og i kampen står du der og siger ingenting, fordi der ikke er noget, der skal siges.