Utilfredse forældre er for mange den tungeste del af trænerjobbet. Ikke fordi samtalerne er svære i sig selv, men fordi de næsten altid kommer på det værst tænkelige tidspunkt: to minutter efter slutfløjt, foran andre, mens du står med et boldnet i hånden.
Det meste kan løses med én regel og en fast struktur.
Reglen: aldrig ved banen
»Det er et godt spørgsmål, og jeg vil gerne tage det ordentligt. Kan vi tage det i morgen aften?«
Den sætning løser mere end noget, du kan sige i selve situationen. Følelserne er høje lige efter en kamp — hos forælderen, hos dig, og barnet står som regel og hører det hele.
Sig den venligt og uden at forsvare dig. Du afviser ikke samtalen, du flytter den derhen, hvor den kan blive god. Meget få insisterer, når de får et konkret tilbud om at blive hørt.
De fem trin i selve samtalen
- Lad dem tale færdig. Hele vejen. Afbryd ikke for at rette en faktuel fejl — den kan vente, og retter du undervejs, bliver samtalen en diskussion om detaljer i stedet for om barnet.
- Gentag, hvad du hørte. »Så du oplever, at han spiller mindre end de andre, og at du ikke ved hvorfor.« Halvdelen af alle konflikter stopper her, fordi folk primært vil høres.
- Fortæl, hvad du ser. Konkret og på banen: hvad spilleren er god til, hvad han arbejder med, hvad der skal til. Ikke vurderinger af barnet som person.
- Adskil det, du bestemmer, fra det, du ikke bestemmer. Udtagelsen er din. Klubbens holdstruktur, kontingentet og turneringsrækken er ikke.
- Slut med noget konkret. Én ting, I aftaler. Én ting, du følger op på. En dato.
De tre samtaler, der går igen
- Spilletid. Den hyppigste. Svar altid med, hvad der skal til — aldrig med en sammenligning med andre spillere.
- Niveauinddeling. Den mest følelsesladede, fordi den føles endelig. Fortæl, hvornår og hvordan der kan rykkes igen.
- En anden spillers opførsel. Den sværeste, fordi du ikke må tale om andres børn. Sig hvad du gør, ikke hvem du gør det ved.
Tre sætninger, der sjældent hjælper
- »Sådan gør vi bare her.«
- »Det er ikke noget, jeg bestemmer.« — hvis du faktisk bestemmer det.
- »De andre forældre er nu godt tilfredse.«
Alle tre lukker samtalen uden at løse noget, og alle tre bliver husket længere, end du regner med.
Når samtalen alligevel kører af sporet
Bliver tonen personlig, så stop den. »Jeg vil gerne tale om det her, men ikke på den måde. Skal vi tage det en anden dag, eller skal vi tage det med en fra bestyrelsen?« Det er ikke en optrapning — det er en ramme.
Og skriv et par linjer ned bagefter: hvad blev sagt, hvad blev aftalt, hvornår. Ikke for at have noget på nogen, men fordi din egen hukommelse om en ubehagelig samtale er upålidelig efter tre uger.
Og forebyggelsen
Hold et forældremøde hvert efterår, hvor du siger tre ting højt: hvordan du udtager, hvordan du fordeler spilletid, og hvornår man kan få fat i dig. Det tager tyve minutter og fjerner grundlaget for de fleste konflikter, før de opstår.
Send det samme på skrift bagefter. Så har den forælder, der ikke kunne komme, den samme information som alle andre — og du har noget at henvise til, næste gang spørgsmålet kommer.