Der er en på hvert hold. Møder op hver gang, arbejder hårdt, er en god kammerat — og er nøjagtig lige så god i maj, som han var i august.
Det er en af de mest frustrerende situationer i trænergerningen, netop fordi der ikke er noget at bebrejde spilleren. Og den første forklaring, man griber til — at han måske bare ikke har mere i sig — er som regel den forkerte.
Tjek først, om han overhovedet rører bolden
Før du konkluderer noget om spilleren, så tæl hans berøringer i en træning. Ikke et skøn — tæl dem, eller bed en anden gøre det i ti minutter.
Meget ofte viser det sig, at spilleren, der ikke udvikler sig, er den, der får færrest berøringer. Han står bagerst i køen, han bliver ikke spillet til i småspillet, og i øvelserne ender han i den gruppe, hvor de stærkeste tager bolden. Over en sæson bliver det til tusindvis af berøringer, han ikke har fået — og så er stilstanden ikke et mysterium.
Fem årsager, der er mere sandsynlige end talent
- Han får for få berøringer, som ovenfor.
- Han spiller altid i samme position og møder derfor de samme tre situationer om og om igen.
- Han er i en vækstperiode. En spiller, der vokser ti centimeter på et halvår, mister midlertidigt koordination. Det ser ud som tilbagegang og er det ikke.
- Han er blandt de yngste i årgangen. Se den relative alderseffekt — en spiller født i november måles mod nogen, der er næsten et år ældre.
- Han ved ikke, hvad han skal arbejde på. Den mest oversete af dem alle.
Giv én ting, ikke fem
En spiller, der får at vide, at han skal blive bedre til at modtage, vende, aflevere og løbe tilbage, arbejder på ingen af delene. Han har ikke noget at tage fat på på torsdag.
Vælg én ting, gerne noget helt konkret, og hold fast i den i seks uger. »Du skal kigge over skulderen, før bolden kommer« er en opgave, en spiller kan huske og selv måle på. Og så skal du nævne den hver eneste træning i de seks uger — ellers er det ikke en opgave, det var en bemærkning.
Flyt ham
Den enkleste og mest undervurderede indgriben: sæt ham i en anden position i seks uger.
En back, der spiller central midtbane, tvinges til at kigge sig omkring hele tiden. En midtbanespiller, der spiller forsvar, lærer at læse spillet forfra. Det ser ofte skidt ud de første par uger, og derfor bliver det sjældent prøvet — men det er en af de få ting, der pålideligt får en spiller i stilstand til at rykke sig.
Skru op for sværhedsgraden i øvelserne
Nogle spillere står stille, fordi de aldrig bliver udfordret. De klarer alle øvelser fint og har derfor ingen grund til at ændre noget.
Løsningen er ikke sværere øvelser for hele holdet, men individuelle krav i den samme øvelse: én berøring for ham, to for de andre. Mindre areal på hans side. De fleste øvelser kan tilpasses sådan uden at bryde opsætningen — se afsnittet »Tilpas den til dit hold« i øvelserne.
Og når det ikke er fodbold
En spiller i stilstand har nogle gange noget andet i gang: en hård periode i skolen, noget derhjemme, eller en tvivl om, om han overhovedet gider spille mere.
Spørg. Ikke i omklædningsrummet, og ikke som en samtale om hans præstationer — bare et spørgsmål på vej ud til banen om, hvordan det går. Nogle gange er svaret hele forklaringen, og så er der ikke nogen øvelse i verden, der løser det.