De fleste klubber leder efter trænere i august. Der står et hold uden voksen, sæsonen starter om to uger, og så sendes der en besked ud i alle forældregrupper om, at man søger nogen.
Det virker sjældent. Og når det virker, får man ofte en, der siger ja af pligt — og som stopper igen efter en sæson. Rekruttering af frivillige er ikke en akut opgave; det er en løbende, og det er den forskel, der afgør, om klubben har trænere om tre år.
Spørg konkret, og spørg personligt
En besked til hele gruppen om, at »vi mangler trænere«, bliver læst af alle og besvaret af ingen. Alle går ud fra, at en anden melder sig.
Det, der virker, er at spørge én person direkte, med en afgrænset opgave og en slutdato: »Vil du være hjælpetræner på U8 i foråret, sammen med Peter, torsdage fra 17 til 18?« Det kan man svare ja til. »Vil du være træner?« kan man kun svare ja til, hvis man har regnet ud, hvad man siger ja til — og det har ingen lyst til at regne ud.
Start med hjælpetræneren
Meget få melder sig som cheftræner fra dag ét. De fleste, der ender som gode trænere, startede med at hjælpe til en enkelt gang og opdagede, at det var sjovere end forventet.
Derfor skal der være en dør, der er lav nok at træde over: en rolle med lidt ansvar og ingen forpligtelse ud over foråret. Klubber, der kun har én slags trænerjob, rekrutterer færre — ikke fordi der er færre interesserede, men fordi springet er for stort.
De fire ting, der får dem til at blive
- De skal vide, hvad de skal lave på torsdag. Den nye træner, der står på banen uden en plan, har en dårlig oplevelse første gang. Et færdigt forløb som U7: Din første sæson som forældretræner fjerner problemet helt.
- De må ikke stå alene. To voksne på et børnehold er ikke luksus; det er forskellen på, om nogen kan tage en uge fri.
- Nogen skal spørge, hvordan det går. Ikke om resultaterne. Om det er sjovt, og om der mangler noget.
- Opgaverne skal ikke vokse stille. Sagde de ja til at træne, skal de ikke ende med at koordinere kørsel, vaske trøjer og sælge lodsedler.
Det sidste punkt er det, der oftest går galt, og det er hovedgrunden til, at frivillige trænere stopper.
Kig på dem, der lige er stoppet med at spille
De sytten- til tyveårige, der er ved at falde fra som spillere, er klubbens mest oversete trænerressource. De kan fodbold, de kender klubben, og børnene ser op til dem.
De skal spørges, mens de stadig kommer i klubben — ikke et halvt år efter, at de holdt op. Og de skal have en ældre træner ved siden af sig, for de mangler ikke fodboldforståelse, men erfaring med forældre, konflikter og struktur.
Uddannelse er også fastholdelse
Et kursus giver ikke kun bedre træning. Det giver en træner, der føler sig investeret i, og som møder andre i samme situation.
Betaler klubben kurset og fortæller, at den gerne vil have træneren på det, siger den samtidig noget om, at den regner med at have vedkommende næste år. Det betyder mere, end de fleste bestyrelser er klar over.
Den enkleste måler
Tæl, hvor mange af klubbens trænere der også var trænere for to år siden. Det tal siger mere om klubbens tilstand end noget resultat på nogen række.
Er det lavt, er problemet næsten aldrig, at der er for få interesserede i lokalområdet. Det er, at de, der siger ja, ikke får en god nok første sæson.