De fleste ungdomsspillere, der brænder ud eller får ondt i knæene, er ikke overtrænede af ét hold. De er belastede af fire ting, som hver for sig virker rimelige, og som ingen lægger sammen.
Klubtræning to gange, kamp i weekenden, en ekstra træning med årgangen over, håndbold om onsdagen og idræt i skolen. Hver enkelt voksen i den kæde synes, deres del fylder lidt. Tilsammen fylder de alt.
Træneren er den eneste, der kan se helheden
Spilleren selv siger ja til det hele, fordi han er tretten og gerne vil spille. Forældrene ser kun deres eget barns kalender og ikke, hvad der sker til træning. Træneren for årgangen over vil gerne låne ham. Skolen tænker ikke over det.
Du er den eneste, der har et overblik — hvis du skaffer det. Det gør du med ét spørgsmål til hver spiller ved sæsonstart: hvad laver du ellers i løbet af en uge? Skriv svarene ned. Det tager tyve minutter, og det ændrer, hvordan du planlægger resten af året.
De tre situationer, der samler belastning op
- Spilleren, der lånes op. Den dygtige spiller bliver hentet op til årgangen over. Det er godt for ham — men hvis det lægges oven i hans egne kampe og ikke i stedet for, har han pludselig dobbelt program.
- Stævneweekenden. Fem kampe på to dage er en hel måneds kampbelastning i én weekend. Ugen efter skal se anderledes ud, og det gør den sjældent.
- Turneringsstarten. Efter en pause, hvor spillerne har lavet ingenting, kommer to kampe på fire dage. Kroppen har ikke nået at komme med.
Hvad du kan gøre uden at være upopulær
Du kan ikke forbyde håndbold, og du skal ikke prøve. Men du kan styre din egen del:
- Læg den hårde træning tidligt i ugen. Så er der plads til, at kroppen kommer sig inden weekenden.
- Giv ugen efter et stævne en let træning. Teknik, små spil, kort varighed. Det føles som spild. Det er det ikke.
- Aftal med træneren over dig. Et lån op skal være i stedet for, ikke oven i. Den samtale tager fem minutter og er en af de vigtigste, du tager i sæsonen.
- Spørg, når noget ser anderledes ud. En spiller, der pludselig er tung i benene eller irritabel, har ofte en travl uge bag sig, ikke en dårlig indstilling.
Kampe er ikke lig med spilletid
En spiller, der er med i alle tolv kampe, men spiller tyve minutter i seks af dem, har en helt anden belastning end en, der spiller hele kampen hver gang. Tæl minutter, ikke kampe. Det er lige så nemt, og det er langt mere sandt.
Det gør også fordelingen af spilletid til en fysisk beslutning og ikke kun en retfærdighedsbeslutning — se Spilletid: hvordan fordeler du den retfærdigt?.
Sådan ved du, at belastningen er for høj
- Spillere melder afbud til træning, men spiller kamp.
- De samme spillere har ondt i knæ eller hæle i perioder, der følger kampprogrammet.
- Kvaliteten falder i anden halvdel af træningen, ikke af kampen.
- Nogen siger, de er trætte, allerede når de møder op.
Ingen af dem beviser noget alene. Tre af dem på samme hold i samme periode er et mønster.
Vedvarende smerter hører hjemme hos en fysioterapeut eller en læge. Trænerens opgave er at kende belastningen og skrue ned — ikke at stille en diagnose.