Spørgsmålet deler trænere skarpt. Den ene lejr mener, at spillere skal prøve alt, til de er femten. Den anden mener, at man bliver god ved at øve det samme mange gange, og at rotation koster kvalitet.
Begge har ret om noget. Uenigheden handler i virkeligheden om alder — og om hvad man mener med »plads«.
Det, en spiller mister ved kun at kende én plads
En back, der aldrig har spillet på midten, ved ikke, hvad en midtbanespiller kigger efter, når han beder om bolden. En angriber, der aldrig har forsvaret, forstår ikke, hvorfor det er svært at dække ham. Den forståelse er ikke en bonus — den er en stor del af det, man kalder spilforståelse.
Dertil kommer det praktiske: en spiller, der kun kan ét, er svær at bruge, når der mangler folk. Og der mangler altid folk.
Alderstrin
- U6–U10: ingen faste pladser overhovedet. På de små baner er positioner alligevel en illusion. Lad dem spille, og lad målmandsrollen gå på skift, også selv om én af dem er bedst til det.
- U11–U13: her giver det mening at introducere, hvad pladserne hedder, og hvad de gør — men alle skal stadig igennem dem alle. Det er det alderstrin, hvor rotationen giver mest og koster mindst.
- U14–U15: begyndende specialisering. De fleste har en primær plads og en eller to sekundære. Rotationen bliver mere målrettet: man prøver en plads, fordi man skal lære noget bestemt, ikke fordi det er ens tur.
- U16 og op: her koster det noget at flytte rundt, og det skal kunne begrundes. En spiller, der skal spille på en ny plads, skal vide hvorfor, og han skal have lov at være dårlig til det i et par uger.
Rotation er ikke det samme som tilfældighed
Den almindelige fejl er at trille spillerne rundt uden at fortælle dem, hvad de skal kigge efter. Så står en midtbanespiller på backen og laver det samme, som han plejer, bare ti meter længere tilbage. Han har flyttet sig fysisk og ikke lært noget.
Giv altid én ting med:
- Til backen: »Hvornår kan du komme med frem, uden at der åbner sig et hul?«
- Til den centrale midtbane: »Hvor mange gange kan du nå at kigge dig over skulderen, før bolden kommer?«
- Til angriberen: »Hvad gør du, når bolden er i den anden side?«
Målmanden er et særtilfælde
Målmandspladsen er den eneste, der kræver et teknisk grundlag, man ikke får andre steder. Omvendt er den også den plads, hvor et forkert tidligt valg koster mest — en niårig, der bliver målmand, fordi han er den største, får ikke lov at lære at spille.
Den rimelige mellemvej: alle står i mål i børneårene, og fra U12–U13 begynder de, der gerne vil, at få særskilt træning — uden at holde op med at spille ude. Et færdigt forløb til det ligger i Målmanden: seks uger med egen træning.
Modstanden fra forældre — og fra spilleren selv
Den kommer, når en spiller, der er god på sin plads, flyttes. Svaret er ikke at forklare teorien. Det er at sætte en ramme: han prøver det i fire uger, det er ikke en degradering, og han kommer tilbage. Når der er en slutdato, falder modstanden.
Øvelser, hvor spillerne selv skifter rolle undervejs, gør det lettere at træne — fx Omstillingsspil med tre hold, hvor alle både angriber og forsvarer i samme øvelse.
Sådan ved du, at det virker
Spilleren begynder at forklare, hvad en medspiller burde have gjort — og har ret. Det er tegnet på, at han har set spillet fra mere end én vinkel. Det, og at han ikke går i panik, når du fem minutter før kamp siger, at han skal spille et andet sted i dag.