På ethvert hold er der en spiller, der møder op hver gang, gør som der bliver sagt, ikke laver ballade og aldrig rækker hånden op. Han fylder ingenting i din bevidsthed, fordi han aldrig kræver noget.
Og så melder han sig ud i januar, og du opdager, at du ikke kan huske, hvornår du sidst talte med ham om noget andet end en øvelse.
Hvorfor de stille bliver overset
Trænerens opmærksomhed går derhen, hvor der er støj. Den dygtige spiller får opmærksomhed, fordi han er dygtig. Den urolige får den, fordi han forstyrrer. Spilleren, der brokker sig, får den også. Tilbage står de fire-fem, der bare er der.
Det er ikke ond vilje. Det er, at et træningspas på halvfems minutter med atten spillere ikke har naturlig plads til alle, og de stille beder aldrig om deres.
Fire ting, der virker — og som ikke kræver ekstra tid
- Hils på alle ved navn, hver gang. Det lyder banalt. Det er det ikke. For en spiller, der ellers ikke bliver talt til, er det den eneste gang, han bliver set på en træning.
- Før regnskab over dine samtaler. Skriv i en note, hvem du har talt med i denne uge. Efter tre uger kan du se sort på hvidt, hvem du systematisk springer over. Det er den mest ubehagelige liste, en træner kan lave, og den mest nyttige.
- Spørg om noget konkret fra sidste gang. »Hvordan gik det med den vending i højre side?« Det kræver kun, at du husker én ting, og det signalerer, at du ser ham, når han spiller.
- Giv ham en opgave med ansvar. Ikke at holde oplæg for holdet — det er det værste, du kan gøre. Men at være den, der sætter felterne op til en øvelse, eller den, der starter rondoen. Ansvar uden krav om at tale.
Hold op med at forveksle stille med usikker
Nogle stille spillere er generte. Andre er bare stille, og det fejler ingenting. Fejlen er at behandle dem ens — og især at forsøge at gøre den stille til en, der råber. Det er ikke udvikling. Det er en træner, der vil have spilleren til at ligne noget, træneren kender bedre.
Det, du skal sikre, er ikke, at han taler. Det er, at han bliver bedre, at han bliver set, og at han ved det.
Når du skal bruge ham på banen
Stille spillere klarer sig ofte dårligt i øvelser, hvor man selv skal finde en makker eller selv skal melde sig på. De ender sidst, og de ender sammen med de andre, der ender sidst.
- Lav holdene selv. Hver gang.
- Sæt ham sammen med en, der taler — ikke med en anden stille.
- Brug øvelser med faste roller, hvor det er givet, hvad han skal, fx Pasningsfirkant med fire stationer. Det giver ham en plads, uden at han skal forhandle sig til den.
Den samtale, der betaler sig
To minutter, alene, en gang i kvartalet. Ikke et møde — en snak, mens I samler kegler. Spørg om tre ting: Hvad synes du selv, du er blevet bedre til? Hvad vil du gerne blive bedre til? Er der noget, du ikke synes er sjovt?
Det sidste spørgsmål er det, der giver svar. Og det er det, de fleste trænere aldrig stiller.
Den bredere version af spørgsmålet — hvad du gør med en spiller, der står stille — står i Spilleren, der ikke udvikler sig — hvad gør du?.
Sådan ved du, at det virker
Han begynder at komme fem minutter før tid i stedet for lige til tiden. Han står i en anden gruppe end sidste måned, når I samles. Han svarer med mere end ét ord, når du spørger. Ingen af delene er store. De er alle sammen tegn på, at han regner med at være der næste sæson.