Den hårdeste vane at lægge fra sig som træner er trangen til at forklare. Man kan se, hvad der er galt, man ved, hvordan det skal gøres — og så fløjter man, samler holdet og bruger halvfems sekunder på at fortælle det.
Problemet er ikke, at forklaringen er forkert. Den er som regel rigtig. Problemet er, at hver afbrydelse koster berøringer, og at spillere lærer af at spille, ikke af at stå i en halvcirkel.
Regn på det én gang
En øvelse på tyve minutter, hvor du stopper fem gange á halvandet minut, er reelt en øvelse på tolv minutter. Du har fjernet fyrre procent af træningstiden for at give information, som spillerne huskede halvdelen af.
Det er ikke et argument for aldrig at stoppe. Det er et argument for at vælge, hvornår du gør det.
De tre måder at sige noget på
Det hjælper at skelne mellem tre former for coaching, fordi de koster vidt forskelligt:
- Undervejs. Du siger to-tre ord til én spiller, mens spillet kører: »kig op«, »stå bredere«. Koster ingenting. Brug det mest.
- Frys. Du stopper alt, og alle bliver stående, hvor de er. Dyrt, men stærkt — spillerne kan se billedet. Gem det til det, der ikke kan forklares med ord.
- Saml holdet. Dyrest af alt. Kun når noget gælder alle, og højst to gange i en øvelse.
De fleste trænere bruger den dyreste form oftest, fordi den føles mest som at træne. Den billigste virker bedst.
Reglen: stop kun for det, øvelsen handler om
Hvis øvelsen handler om at komme ud af eget område, så stop for opbygningen. Ikke for en dårlig førsteberøring, ikke for en spiller der ikke løber tilbage, ikke for et håbløst skud fra tredive meter — uanset hvor meget det stikker i øjnene.
Der findes altid ti ting at rette. Retter du dem alle, retter du reelt ingen af dem, fordi spillerne ikke kan se, hvad der var vigtigt. Og de bruger deres opmærksomhed på at undgå at blive stoppet frem for på at spille.
Spørg i stedet for at fortælle — men kort
Et spørgsmål tvinger spilleren til selv at kigge, og det, man selv har fundet, husker man længere. Men et spørgsmål er ikke gratis, og det bliver hurtigt til en quiz uden formål, hvis svaret allerede er givet.
Brug ét spørgsmål, ikke fem. »Hvor var der plads?« virker. »Hvad tænkte du der, og hvad kunne du ellers have gjort, og hvem skulle have stået anderledes?« er en tale forklædt som et spørgsmål. Emnet er behandlet grundigere i Spilleren skal tænke selv.
Lad øvelsen gøre arbejdet
Den bedste coaching er den, du ikke behøver at sige. Vil du have spillerne til at skifte side, så giv tre point for et sideskifte, som i Boldbesiddelse på to felter. Vil du have genpres, så sæt en tresekundersregel op, som i Genpres efter mistet bold.
Når reglen belønner adfærden, opdager spillerne den selv. Så står du med hænderne i lommen og ser noget ske, som du ellers ville have brugt fem afbrydelser på at bede om.
De første to minutter er en undtagelse
Opsætningen skal være klar. En øvelse, ingen har forstået, kan ikke reddes med coaching undervejs — den skal stoppes og forklares forfra, og det koster mere end at bruge tredive sekunder ekstra i starten.
Vis det frem for at forklare det. Stil fire spillere op og lad dem gå igennem én gang i gåtempo. Det tager tyve sekunder og erstatter halvandet minuts tale.
Sådan tjekker du dig selv
Bed en forælder eller en medtræner tage tid på én øvelse: hvor mange minutter rullede bolden, og hvor mange stod holdet stille og lyttede?
De fleste bliver overraskede første gang. Og det er en af de få ting ved trænergerningen, man kan forbedre målbart på én uge — uden at lære noget nyt om fodbold overhovedet.