Spørgsmålet dukker op hvert efterår: skal vi spille 4-3-3 eller 4-4-2? Og det stilles ofte af en forælder, der har set en kamp i fjernsynet, eller af en spiller, der har spillet et computerspil.
Det korte svar er, at formationen betyder mindre end næsten alt andet. Det lange svar er mere brugbart, fordi tallene faktisk siger noget — bare ikke det, folk tror.
Hvad tallene beskriver
Tallene siger, hvor spillerne står, når ingenting sker. Det vil sige ved kampstart, ved et målspark og i de få sekunder, hvor bolden er ude af spil. Resten af kampen står ingen, hvor formationen siger.
Det, tallene reelt bestemmer, er tre ting:
- Hvor mange spillere der er i hver zone — og dermed hvor holdet naturligt har overtal og undertal.
- Hvem der har ansvar for hvem ved boldtab, så der ikke opstår en zone, hvor to spillere kigger på hinanden.
- Hvor langt der er mellem spillerne, når bolden skal spilles rundt.
De tre almindelige og hvad de koster
4-4-2
To lige kæder på fire. Den er den letteste at forklare til et hold, der aldrig har spillet med faste pladser, fordi ansvarsfordelingen er indlysende. Prisen er, at der kan blive langt mellem kæderne, og at midten kan blive underbemandet mod et hold med tre på central midtbane.
4-3-3
Tre på midten og bredde højt oppe. Den giver naturlige trekanter og er behagelig for et hold, der vil spille bolden. Den kræver til gengæld backer, der tør komme med frem, og kantspillere, der også løber tilbage — og det er netop det, ungdomsspillere finder sværest.
3-5-2
Tre i forsvaret og bredden fra wingbacks. Den er sjældent et godt førstevalg i ungdomsfodbold, fordi den lægger et stort ansvar på to spillere, der både skal forsvare og angribe over hele længden. Virker den, er den effektiv. Virker den ikke, er der huller i begge sider.
Det, der faktisk afgør kampen
Tre forhold betyder mere end formationen, uanset hvilken du vælger:
- Afstanden mellem kæderne. Femogtyve meter mellem forsvar og midtbane åbner et rum, ingen formation kan lukke.
- Hvad holdet gør i det øjeblik, bolden skifter ejer. Se De fem sekunder efter boldtab.
- Om spillerne kigger sig omkring, før de får bolden. Det afgør, om opstillingen overhovedet kan bruges.
Vælg efter spillerne, ikke efter systemet
Har du to hurtige kantspillere og ingen angriber, er 4-3-3 et rimeligt valg. Har du to angribere, der arbejder godt sammen, og en midtbane, der ikke løber meget, er 4-4-2 et bedre. Har du en enestående central midtbanespiller, så byg om ham.
Det omvendte — at vælge et system og derefter presse spillerne ind i det — er den hyppigste grund til, at et ungdomshold spiller dårligere, end det er.
Sådan træner du formationen uden at køre skyggespil i en time
Skyggespil uden modstandere er kedeligt og lærer spillerne mindre, end det ligner. Brug i stedet spil med færre spillere, hvor den samme struktur optræder:
- Opbygning gennem midten — samme trekanter som i 4-3-3, men med otte spillere i stedet for atten.
- Forsvarskæden i bevægelse — afstande og forskydning, som er den del af formationen, der faktisk kan trænes.
- Opbygning mod lavt forsvar — når modstanderen ikke vil presse, og formationen pludselig ikke hjælper.
På de små baner
I børnefodbold på få spillere er formationer stort set meningsløse. Der er tre-fem spillere på banen, alle er tæt på bolden, og det eneste, der giver mening at arbejde med, er, at ikke alle står samme sted. »En foran, en bagved, en i hver side« er nok — og det skal gentages hver gang.
Sådan ved du, at det virker
Spillerne kan svare på spørgsmålet »hvem dækker det rum, når du går frem?« uden at kigge på dig. Hvis de kan det, har formationen gjort sit arbejde. Om den hedder 4-4-2 eller noget andet, er underordnet.