De fleste trænere planlægger én træning ad gangen. Det går fint i september, og det går fint i oktober — og så står man i marts og opdager, at holdet har øvet varianter af det samme siden nytår, fordi det var det, man kunne huske på vej til banen.
En sæsonplan løser det. Ikke en plan, hvor hver træning står beskrevet — den holder alligevel ikke — men en plan over temaer. Den tager et par timer at lave én gang og sparer ti minutters tænkearbejde før hver eneste træning resten af året.
Start bagfra
Begynd med at skrive ned, hvad holdet skal kunne, når sæsonen slutter. Ikke hvor mange point det skal have — det kan du ikke styre — men hvad spillerne skal kunne gøre på banen, som de ikke kan i dag.
Hold det til tre ting. Skriver du ti, har du reelt ikke prioriteret noget, og så er du tilbage ved at improvisere. Tre ting på en sæson er ambitiøst, hvis de skal sidde fast hos alle på holdet.
For et U13-hold kunne det være: komme sikkert ud af egen banehalvdel, forsvare sammen som kæde, og turde spille fremad. For et seniorhold kunne det være noget helt fjerde. Pointen er, at du kan sige det højt til spillerne i uge ét og igen i sidste uge, og at de kan huske det begge gange.
Del året i blokke på tre til fire uger
En blok er lang nok til, at et tema når at sætte sig, og kort nok til, at ingen når at køre træt i det. Skifter du tema hver uge, lærer holdet at genkende øvelserne uden at lære princippet bag dem.
Inden for en blok kører du samme tema i alle ugens træninger, men i forskellige øvelser. Anden og tredje uge kan du sænke forklaringen og bruge tiden på at coache i stedet.
- Blok 1 — opbygning. Hvordan bolden kommer ud af eget område. Start med Opbygning fra målspark, som er den situation, der opstår flest gange i hver kamp.
- Blok 2 — pres. Hvornår der gås, og hvem der går med. Planen for presspil over seks uger er reelt to blokke i træk.
- Blok 3 — den sidste tredjedel. Indlæg, afslutninger, spil mod et lavt forsvar.
- Blok 4 — forsvar i eget felt. Det, ingen når at øve, og det, der koster mål.
Fire blokke fylder en halvsæson. Den anden halvsæson kører de samme fire igen — dybere, og med højere krav. Gentagelsen er ikke dovenskab; det er den, der gør, at noget sidder fast.
Læg dødboldene ind som en fast rille
Standardsituationer bliver altid ofret, når tiden er knap, og de afgør altid kampe. Løsningen er ikke en blok, men en fast plads: tyve minutter hver anden uge, altid på den samme træning, hele året.
Skiftevis for og imod. Hjørnespark og frispark i angrebszonen dækker det meste, og de tager ikke lang tid, når holdet har set dem før.
Planlæg belastningen, ikke kun indholdet
Et årshjul, der kun beskriver temaer, overser det, spillernes kroppe mærker. Marker de perioder, hvor der kommer kampe tæt på hinanden, og de uger hvor der er ferie, eksamen eller vinterpause.
Efter hver pause skal der bygges op igen, og det tager længere tid, end de fleste tror. Fire ugers fysisk opbygning er ikke overdrevet efter to måneder uden fodbold — det er minimum, hvis du vil have truppen samlet i maj.
Det, du ikke skal planlægge
- Den enkelte træning. Den afhænger af, hvor mange der møder op, hvordan vejret er, og hvad der skete i weekenden.
- Hvilke spillere der skal spille hvor. Det ændrer sig hurtigere end nogen plan.
- Resultater. Et mål om at slutte i top tre er ikke en plan; det er et ønske, og det gør ondt, når det ikke holder.
Når planen ryger
Den ryger. En blok bliver afbrudt af en aflyst bane, en influenza eller en kamp, der gik så galt, at man er nødt til at tale om noget andet i næste uge.
Det gør ikke planen ubrugelig. Den er en rækkefølge, ikke en kalender. Ryger en uge, så forskyd resten. Springer du derimod en hel blok over for at komme videre, mister du netop det, planen skulle sikre.
To timer, én gang
Sæt dig med en kalender og et stykke papir. Skriv de tre mål øverst. Del året i blokke, giv hver blok et navn, og marker pauserne. Så er du færdig.
Resten af sæsonen skal du kun beslutte én ting før hver træning: hvilken øvelse inden for ugens tema du vil køre. Det er en beslutning, du kan tage på to minutter i bilen — og det er forskellen på en sæson, der føles planlagt, og en, der føles som tolv måneders improvisation.